Den her artikel er for dig, der har overvejet: "Hvordan laver man en freebie?"
Men lad os lige starte med at kigge på hvorfor, du skal have styr på sådan en.
Har du nogensinde hørt om, at "the money is in the list"?
Der er tale om dit nyhedsbrev her. Og der er tale om, at jo flere læsere, du har på din liste, jo flere har du at sælge til.
Når algoritmerne på dine markedsføringskanaler skifter, bliver det essentielt, at du passer godt på de kontakter, du ejer. Og du ejer dine nyhedsbrevslæsere. Eller rettere: Du ejer retten til at kontakte dem, når du har indsamlet lov til det.
Her kommer begrebet freebie ind. Det vil sige en gave af en art, som du giver dine læsere mod at de giver dig deres e-mail adresse.
Hvordan laver man en freebie?
Lad os bryde processen ned i steps. For før du kan gå i gang med at finde et format til din freebie, skal du finde ud af, hvad den skal handle om.
Mit bedste tip til dig her, er at du går baglæns. Det vil sige, at du først kigger på, hvad det er, du gerne vil sælge til dine kunder. Det kan være et kursus, en workshop, dine behandlinger, sparring, osv.
Den perfekte freebie er noget, der giver et konkret 1. trin eller lægger grunden for, at det næste logiske trin er at købe dit produkt eller din ydelse.
Måske vil episoderne her også interessere dig?
Eksempler på en god freebie
Eksempler fra Online Haj er for eksempel den test, jeg havde i mange år i forbindelse med min medlemsklub. I testen, som spyttede en skræddersyet tjekliste ud , skulle man svare på en række af simple spørgsmål. På baggrund af svarene, endte mine læsere med at få en skræddersyet tjekliste over den markedsføring, der er den rigtige for dem. Det vil sige, at testen udløste 3 forskellige svar.
Testen tydeliggjorde, hvor læseren var i sin virksomhed, og hvad der er vigtigt lige her og nu. Langt de fleste af dem, der tog testen, var enten helt nye eller ret nye indenfor online markedsføring. Og de varr oplagte til at blive medlemmer af min medlemsklub, som jeg altså ikke har mere.
Et andet eksempel er min freebie 40 webinar ideer. Den er en rigtig god start for mulige købere af mit online kursus Bliv en Haj til Webinar. Jeg ved nemlig, at en af de blokeringer, der kan være for at komme i gang med webinar er: Hvad i alverden skal det handle om? Derfor giver denne freebie en masse ideer, der fjerner den blokering.
Kan du se ideen?
Take away: Sørg for at det du ønsker at sælge skal være i lige forlængelse af din freebie
Efter emnet på din freebie kommer formatet
Når du skal beslutte dig for, hvilket format din freebie skal have, så skal du først og fremmest tænke på din målgruppe. Hvilket format er det rigtige for dem - hvad er deres vaner? Hvad har de tid til? Lyst til?
Hvis din målgruppe for eksempel er nybagte mødre, så duer det ikke at lave en e-bog på 300 sider - måske ville en lydfil være god der? Mens en anden målgruppe elsker videoer, og andre igen hellere vil læse.
Mulige ideer til formater for en god freebie er:
- Tjekliste
- Guide
- E-bog
- Video
- Lydfil
- Quiz
- Webinar(optagelse)
- Ressourceliste (for eksempel links til nyttige redskaber/tools, du anbefaler)
- Indkøbsliste
- Osv.
Take away: Hav din målgruppes vaner i baghovedet, når du vælger format
Hvordan laver man en freebie, der bliver brugt?
Når du har valgt både emne og format, så kan du gå i gang med at strukturere din freebie.
Her er det værd at bruge lidt tid både på en god titel og på en god disposition. Den gode freebie indeholder lige præcis det, den har brug for, så den løser det problem, den lover. Men ikke mere.
De freebies, der er svære at "sælge" er dem, der er for uklare i, hvad de lover. Eller dem, der er alt for lange i spyttet. Så kunsten er, at du skærer ind til benet.
I forhold til din titel, kan det være en kæmpe fordel at ramme dit konkrete løfte ind. Det kan være effektivt at bruge tal, hvis det er relevant.
Undgå for alt i verden vage titler som: Sådan får du et bedre liv. Det kunne jo i princippet være alt fra oprydning, over massage, clairvoyance eller måske noget med dyr? Det er alt for upræcist til, at jeg forstår, hvad det er.
Eksempler på gode, konkrete titler på Freebies
Det er selvfølgelig aldrig tilladt at kopiere, men du kan sagtens lade dig inspirere af de her gode og konkrete titler:
- Ekstramor-guiden: Bliv klogere på dine ekstramor-følelser og hvad du kan gøre i dag for at få mere overskud (Guide fra Ekstramor.dk)
- Quick guide: 10 smarte tips til dine gratis opslag og annoncer på Facebook (Guide fra Anita Cordes)
Gå selv på jagt på nettet efter gode og konkrete titler, der fanger dig ind som læser og find ud af, hvordan du kan overføre noget af din inspiration til din egen freebie.
Take away: Gør din titel så konkret som muligt, så din læser forstår, hvad de får
Her er de løsdele, der indgår i en god freebie
Når du har ide på plads, format og titel på plads, så begynder tingene at tage form. Der er lige et par ting mere, du skal have på plads. Dem har jeg listet op nedenfor, så du kan begynde at forholde dig til dem:
- Du skal selvfølgelig have produceret din freebie - og du skal have produceret billeder, der repræsenterer din freebie, som du kan dele rundt omkring på sociale medier
- Du skal have lavet en landing page, der gør det uimodståeligt at tilmelde sig din freebie
- Din landing page skal kobles sammen med dit e-mail system, så nye læsere automatisk bliver registreret der
- Du skal have lavet en bekræftelsesside, som typisk er der, man downloader din freebie. Den kan du også bruge til at
- Dit e-mail system skal sættes op til at sende en velkomstmail til de nye læsere
- Og så er det en god ide at sende minimum 2-3 mails mere, hvor du lader dine nye læsere lære dig bedre at kende. Og hvor du eventuelt præsenterer dem for et godt tilbud.
Jeg er helt klar over, at har du aldrig før lavet en freebie, så kan det her virke overvældende.
Mangler du hjælp til at finde frem til den helt perfekte freebie, så er du velkommen til at række ud til mig. Det gør du lettest ved at booke en afklarende samtale med mig lige her: Book en aftale