nyhedsbrev program

- og hvorfor MailChimp (sandsynligvis) ikke er det rigtige valg af nyhedsbrev program for dig

"Jeg er forvirret - kan du hjælpe mig med at vælge det rigtige program til mit nyhedsbrev?"

Jeps, det kan du tro. 

Der var engang hvor "alle os", der arbejder med online markedsføring, anbefalede, at du bare skulle gå i krig med MailChimp. Det var enkelt, det var gratis og det havde en masse kørende for sig. Sådan er det desværre ikke mere - de har skiftet retning. Jeg har skrevet om det tidligere i forhold til, hvorfor jeg selv har skiftet fra MailChimp til ConvertKit.

Før du går i gang med læsningen: Der findes et hav af systemer. Og et hav af anbefaIinger. Jeg har prøvet at stille skarpt på anbefalinger for dig, der måske er ny i forhold til e-mail markedsføring. Eller dig, der måske er træt af det system, du bruger lige nu. Mine tips er henvendt til dig, der arbejder med behandling, salg af services, online kurser, coaching og lignende. Jeg kommer ikke til at dykke ned i komplekse og dyre systemer, som for eksempel HubSpot. Og jeg berører heller ikke det, der kan være en fordel som webshop. Det er der andre, der har bedre rådgivning om. Med det på plads, så lad os gå i gang. Der vil i artiklen være affiliate links, der er markeret med et (aff.) bag linket. Det betyder, at jeg får en lille procent af salget, hvis du vælger at bruge systemet og skrive dig op gennem mit link. 

Det skal du overveje, før du vælger nyhedsbrev program

Lad mig først slå fast, at der ikke er én anbefaling til alle. Det kommer nemlig an på...

Du skal gøre dig nogle overvejelser om, hvad dit udgangspunkt er. Hvad dit krav er til systemet. Og hvad du på sigt har af krav.

Den gode nyhed er, at før du får indarbejdet alt for mange automatiserede flows, så er det ret let at skifte fra det ene system til det andet. Men jo mere du har sat op, jo mere bøvlet kan det blive.

Først får du lige mine personlige krav til det rigtige system for nyhedsbreve, så du kender baggrunden for mine anbefalinger i artiklen:

  • Udbyderen skal være specialiseret indenfor e-mail markedsføring. Det udelukker, at jeg ønsker at have min e-mail liste samme sted, som jeg for eksempel har mine kurser. Det øger kompleksiteten, men det har noget at gøre med ikke at lægge alle æg i én kurv og i ét system.
  • Det skal være simpelt og hurtigt at arbejde med. Og super robust. 
  • Der skal være mulighed for at arbejde logisk og overskueligt med automations og tags
  • Systemet skal kunne integreres direkte med så mange forskellige andre systemer, jeg bruger, så jeg kan udnytte teknologien mest muligt. (Det vil sige, spare tid på ellers manuelle opgaver). Det bør som minimum kunne integreres med Zapier.

Det nyhedsbrev program jeg nu har brugt i årevis, er ConvertKit, og jeg er vild med det. 


Her er, hvad du skal overveje, før du vælger det rigtige nyhedsbrev system for dig. 

1. Lad os først kigge på dit udgangspunkt

Det helt rigtige nyhedsbrev system for dig, vil afhænge af, hvor din forretning er lige nu. Og hvor komplekst et set-up, du har mod på.

Har du en virksomhed med et ret enkelt teknisk set-up, og skal du fra bunden i gang med nyhedsbreve, så er min absolutte anbefaling MailerLite. Det glæder også for dig, der hidtil har brugt MailChimp, men er blevet træt af at skulle rode rundt der. 

Har du et setup, hvor du for eksempel sælger online kurser, så kan situationen se anderledes ud. Systemer som både EasyMe og Simplero har efterhånden helt fornuftige e-mail systemer, og det gør det selvfølgelig nemmere at alt er samlet et sted. Jeg bruger selv Simplero til mine kurser, og bruger kun deres mailsystem til at sende mails ud til mine kunder. Vær dog opmærksom på priserne, hvis du vælger for eksempel Simplero (se punkt 2).

Har du en liste på over 1000 læsere, så kan du enten overveje at skifte til MailerLite eller mit favoritsystem ConvertKit. ConvertKit bliver hurtigt dyrere end MailerLite, men systemet er en drøm at arbejde med, når du bare vil have tingene til at køre så smart som muligt i din forretning.

2. Vær opmærksom på hvordan prisen udvikler sig

Der hvor det bliver svært at overskue, er når vi kigger på priser. Jeg har det princip, at jeg synes, det er et plus, at du kan komme i gang med en gratis version af dit nyhedsbrev system. Det er først, når du har en vis mængde læsere, at du kan forvente at kunne tjene penge, når du sender e-mails ud. Gratis versionen er dog kun relevant, hvis du har adgang til de rigtige features, som for eksempel automations. Det er her MailChimp for alvor laver en mavelanding.

Du skal til gengæld også kigge på, hvordan prisen udvikler sig, når du får over 1000-2000 læsere. For det vil du komme til, hvis du arbejder seriøst med din e-mail liste. De fleste systemer har en lille beregner, der viser, hvordan prisen udvikler sig, når antallet af læsere stiger. Brug den, så du forbereder dig på prisen fremadrettet.

Her kan du nemlig godt blive overrasket. Det gælder især, hvis du vælger at lægge din e-mail liste hos for eksempel Simplero, hvor du i forvejen betaler for dine kurser. Hvis du går fra at have under 1000 læsere til bare op til 2.500 læsere, så stiger den største pakke med 24 dollars om måneden. Til sammenligning koster 2.500 læsere hos MailerLite 15 dollars om måneden. (2021 priser). Forskellen stiger løbende ved endnu flere læsere. Så vær opmærksom på det.

Jeg har ikke kunnet finde tilsvarende betingelser hos EasyMe, så har du allerede dine kurser der, og ønsker du at holde tingene simple, så er det værd at overveje at have din e-mail liste der.

3. Gode integrationer vil på sigt gøre dit liv nemmere

Første gang du skal vælge system til dit nyhedsbrev, så kan integrationer virke lidt ligegyldige. Men tro mig - lige så snart du udvikler din forretning bare lidt, så betyder det noget.

Hvis du for eksempel vil sikre, at dine webinartilmeldinger kører direkte over i dit nyhedsbrev system, så bliver det vigtigt. Eller hvis du vil sikre, at dine Facebook Lead ads automatisk bliver tilføjet dit system.

4. Avancerede funktioner sparer dig en masse tid på sigt

Mit helt store mål med anvendelse af teknologi i min virksomhed er, at det skal aflaste mig. Det vil sige, at alt det, der kan klares automatisk, det skal klares automatisk. 

Derfor er det en god ide at kigge på, hvordan du i dit system nemt kan tagge dine læsere, når de lander på dit nyhedsbrev. I MailerLite foregår det via grupper. Det vil sige, at når du laver for eksempel en ny freebie, så opretter du en gruppe for den freebie. En læser kan være med i masser af grupper, men det du kan bruge det til, er at du kan segmentere på baggrund af de grupper. Det vil sige, at du på sigt kan arbejde langt mere strategisk med din liste. 

I ConvertKit gør du det samme, bare uden at være omkring grupper. Det fungerer udelukkende med tags og segmenter på bagrund af dine tags. Det passer godt til mit temperament, for tingene er lette og overskuelige på den måde.

MailerLite er min favorit til begyndere

Står du uden nogle læsere overhovedet og skal i gang, så er Mailerlite (aff.) min absolutte favorit som nyhedsbrev program. Det samme gælder, hvis du har en mindre liste, og hidtil har kæmpet med MailChimp og synes, at det er for bøvlet.

Fordele:

  • Det er intuitivt at arbejde med
  • Det er gratis indtil du har 1000 læsere
  • Det er rimeligt i pris selv når du skal begynde at betale for det
  • Det kan integreres med Zapier, så du kan få det til at fungere med andre systemer

Ulemper:

  • Du skal verificere din konto, hvilket kan virke lidt bøvlet. 
  • Der er desværre ikke en direkte integration med Demio til webinarer
  • Lille smule langsommelig måde at skrive dine mails på, da det arbejder i blokke 

Konklusion:

MailerLite (aff.) er et super simpelt og intuitivt system at gå i gang med. Du kan ret let sætte automation op. Og så synes jeg, at det er positivt, at du først skal i gang med at betale, når din liste har en størrelse, hvor du realistisk kan begynde at tjene penge på dine mails.

ConvertKit er det system, jeg bruger

Jeg anbefaler typisk først ConvertKit (aff.), når du er på et stade, hvor du er committet til e-mail markedsføring. Og hvor du ønsker dig et robust og super hurtigt system at arbejde med. ConvertKit har altid haft det udgangspunkt, at det skal være let at lave smart e-mail markedsføring, og der er jeg vild med.

Fordele:

  • Det er intuitivt og simpelt at arbejde med
  • Det er befriet for grupper - du arbejder udelukkende med én liste, tags og segmenter
  • I løbet af no time, kan du sætte tags på ved klik på links i dine mails, hvilket øger din evne til at segmentere
  • Du laver med lethed visuelle automations og arbejder strategisk med segmentering af din liste
  • Det kan integreres med snart sagt alle systemer. For eksempel har jeg segmenter, der automatisk opdater målgrupper i mine facebook annoncer

Ulemper:

  • Der er ikke en masse smarte templates at arbejde med - det er på grund af devisen om, at simple mails slipper nemmere gennem spam filtre.
  • Der er en læringskurve, når du er helt ny til systemet
  • Prisen er højere en for eksempel et system som MailerLite

Konklusion:

Som du nok kan høre, så kan jeg ikke få armene ned over ConvertKit (aff.). Men som sagt er det ikke nødvendigvis det rigtige system for dig, hvis du starter fra bunden med din e-mail markedsføring.

Jeg håber, du kan bruge min gennemgang. Som du kan se, afhænger det rigtige system for dig af, at du gør dig nogle gode overvejelser.

Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, så er du velkommen til at lægge dem nedenfor.

Jeg hedder Lise Halskov og er indehaver af Online Haj.

Jeg er business coach og mentor og hjælper dig, der har ansvaret for din egen eller din virksomheds markedsføring med at vælge den rigtige strategi, få den planlagt og udført, så du får allermest ud af den tid, du bruger på din markedsføring.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
>