Denne her bog bør stå på alle selvstændiges e-reol. Det handler om SEO-LEX, en efterhånden klassiker skrevet af Thomas Rosenstand.
Jeg vil fortælle dig hvorfor, du har brug for at læse bogen ved at give dig et eksempel fra det virkelige liv.
Jeg havde på et tidspunkt en kunde, som havde købt sparring fra mig. Det var egentlig meningen, at skulle bruge vores mange timer sammen på, at han fik styr på e-mail marketing, men i første samtale startede han med at sukke over, at han var i gang med at få lavet en ny hjemmeside.
Han havde et gammelt site, der vel at mærke var knyttet til en velfungerende virksomhed. Det vil sige, at han havde ret gode placeringer i Google på trods af, at han ikke var en ørn til SEO selv.
Han havde så valgt at gå til et web-bureau, for som navnet antyder, tror man jo så, at de har forstand på det, de laver.
Hvad var det så, der gik galt?
Jeg skal ikke trætte dig med alle enkelthederne, men vi endte med at bruge al hans sparrings-tid på, at jeg hjalp ham med webbureauet. Jeps, jeg brugte al tiden på, at han kunne stille de rigtige spørgsmål til bureauet.
De havde for eksempel ikke overvejet et sekund, hvordan man skulle videreføre al den dejlige trafik fra de oprindelige sider. Det indgik simpelthen ikke - de lavede bare frisk nye sider.
For mange kan konsekvensen af det være, at din virksomhed går helt ned, for ingen kan finde den mere.
Jeg synes, det er rystende, for min kunde var ikke i stand til at stille de rigtige spørgsmål selv. Han troede jo med rette, at han havde valgt nogle eksperter.
Han kunne have været en meget bedre rustet kunde med SEO-LEX i hånden. Måske havde han i virkeligheden slet ikke valgt at arbejde med det pågældende bureau, hvis han havde kunne stille de rigtige spørgsmål på det rette tidspunkt.
Selv hvis du vælger at sætte andre til at lave arbejdet, så giver det dig en langt bedre ballast, at du ved hvad det er, der skal laves og hvorfor.
Kan jeg ikke bare lære om SEO selv?
Jeg har efterhånden lært, at der er 2 måder, du kan lære de vigtigste discipliner indenfor online marketing på:
Du kan
- Lave en masse research og finde ud af det selv
- Gå direkte til en dygtig ekspert og få det serveret på et sølvfad
Der kan være rigtig mange gode grunde til at vælge den første. Det er da den vej, jeg oftest har gået selv. Men det er også en lang, snørklet og til tider bøvlet vej at gå.
Især når det kommer til noget så vigtigt som SEO - altså søgemaskineoptimering. Eller sagt på godt dansk: Det der skal til for at din hjemmeside bliver fundet i Google.
Der hersker mange myter indenfor SEO, og der sker uhyggeligt mange ændringer hele tiden.
Nogle af ændringerne er så store, at de over ganske kort tid kan betyde forskellen mellem at ligge lunt på side 1 i Google til at rykke langt ned i siderne. Eller endnu værre, at blive hældt helt ud af søgeresultaterne.
Thomas Rosenstand skrev for snart en del år siden den første SEO-LEX bog, som hvert år bliver opdateret med nye oplysninger.
SEO forklaret, så alle kan forstå det
Jeg blev glad i låget over indholdet, for Thomas gør noget, der varmer mit hjerte:
Han forklarer tingene lige ud af landevejen, så både du og jeg kan være med.
For eksempel lægger bogen ud med en slags ord-forklaring, der sætter de vigtigste begreber på plads, så du ikke skal sidde og føle dig forvirret, når du begynder at dykke ned i indholdet.
Og så drøner vi ellers derudaf i et læsevenligt sprog, så du ikke behøver at være nørd for at være med.
Thomas Rosenstand
SEO er i bund og grund markedsføring.
Vær synlig – tænk synlighed – tro på det, du gør. Så er du næsten i mål.
Hvad indeholder SEO-LEX så?
Du finder snart sagt forklaring på alt, hvad du kan forestille dig indenfor SEO. Det er en god ide at læse bogen igennem fra ende til anden og lave dine egne noter.
I hvert fald skal du gøre dig selv den tjeneste, at du i hvert fald læser de indledende kapitler, for der får du de grundlæggende principper slået fast.
Desuden er den genial som opslagsværk, jvf navnet på bogen, for du finder bare det emne, du er ude efter i indholdsfortegnelsen, klikker på det, og så er du straks på den rette side.
Er SEO så noget meget teknisk?
Svaret, som du finder i SEO-LEX, er både og.
Svaret er nej, fordi du skal huske, at du skal skrive til mennesker og ikke til maskiner. Google's algoritme er blevet så avanceret, at hvor den førhen måske snarere opførte sig som en maskine, så opfører den sig nu mere menneske-agtigt i sine algoritmer.
Det er en skidt nyhed for dem, derfor søger at snyde sig til gode placeringer, men det er super gode nyheder for sådan nogen som du og jeg. Hvis du anvender det sunde fornufts princip, som jeg også taler med Thomas om i en podcast episode, du snart får adgang til, så går du ikke helt galt i byen.
Når svaret på, om SEO er teknisk, også er ja, så er det fordi, der altså er nogle tekniske ting, der skal være i orden for at tingene fungerer optimalt.
Er du fiks med lidt teknik, så kan du lave meget af det selv, men Thomas giver i bogen en god indikation af, hvad du skal lægge vægt på.
Ideen er, at hvis du går til din web-ven, hvis du har sådan én, så ved du, hvad det er, du skal bede ham/hende om at hjælpe dig med.
Derfor vil jeg kraftigt anbefale dig bogen. Du bliver 1) enten i stand til selv at rette op, der hvor din SEO halter eller 2) du bliver i stand til at forholde dig til det arbejde, du får andre til at lave for dig.
Jeg har en affiliate aftale med Thomas, og det har jeg, fordi jeg kan stå inde for kvaliteten af informationen i bogen. Hvis du køber gennem mit link, bliver jeg glad. Du kan dog sagtens selv finde frem til bogen uden om mit link, hvis du er bedre tilpas med det.
Det vigtigste er faktisk, at du bliver ordentlig klædt på, så du også bliver fundet i Google.