Hvordan den store is-krig blev vundet på ord

Hvordan den store is-krig blev vundet på ord

2015-07-29 14.19.27

Mums! Blandet lakrids og kærnemælks softice fra Aabybro Mejeri

Jeg har jublet rundt i sommerlandet i snart en måned (og ja – vejret kunne have været bedre, men humøret var alligevel i top).

Noget af fornøjelsen ved at rejse rundt i Danmark er for mig, når jeg støder på lokale varer rundt omkring.

Og hvor heldigt var det lige, at vi på samme dag stødte ind i hele to mejerier, der laver hjemmelavet is?

For en begejstret is-spiser som mig, var det helt i top.

De to mejerier var Aabybro Mejeri, der laver Ryå Is  og Vebbestrup mejeri ved Hobro.

På smag vil jeg næsten sige, at stillingen stod lige, men der var et andet punkt, der gjorde, at Aabybro Mejeri kom ud som den store vinder.

Det var stemning og kommunikation, der gjorde forskellen

Islagkage fra Aabybro Mejeri

Islagkage fra Aabybro Mejeri

Det første mejeri, vi besøgte var Aabybro Mejeri. Det er lille og hyggeligt med en venlig stemning hele vejen igennem. De laver iøvrigt nogle umanerligt flotte is-lagkager på bestilling.

Det er her, jeg første gang har smagt softice med lakrids og kærnemælk!

Det næste vi kom forbi var Vebbestrup. De er kendt for deres Øko vaniljeis, der har vundet flere priser.

Og ja, isen var god (klassisk softice), men her var der andre boller på suppen.

Butikken var moderne og mindede egentlig mest om et mini supermarked med masser af varer, der ikke umiddelbart kan forbindes med hverken egnen eller mejeriet.

Det var første minus i min bog.

Men det værste og det, der er hele pointen i blogindlægget her, er den kommunikation, vi blev mødt med allerede inden, vi gik ind i butikken.

Se lige alle forbudt-skiltene her…

Untitled design (1)

Man kunne have overvejet en kommunikation i mere positiv retning i stedet for Parkering af cykler forbudt. Måske kunne man skrive: Vi bliver rigtig glade, hvis du parkerer din cykel i stativerne (som jeg i øvrigt ikke kunne se…)

Jeg tror, jeg talte omkring 6 eller 7 skilte med diverse ting, der var strengt forbudt.

Jeg ved ikke med dig, men jeg får en barnlig lyst til at overtræde samtlige forbud, når jeg bliver mødt med så mange løftede pegefingre.

Pointen er egentlig bare, at du kan skabe en stemning med ganske få midler og du kan ødelægge et købshumør på kort tid, hvis du ikke overvejer, hvordan du kommunikerer.

Hvis vi omsætter den store is-krig til din hjemmeside, har du så overvejet, hvordan du kommunikerer med din målgruppe?

Del gerne med dit netværk!
  • Emil siger:

    Du er bestemt ikke den eneste, som bliver trodsig når du ser forbudsskilte – vi har et vindue på det ene toilet på kontoret, hvor der nedenunder står et skilt omkring at vinduet ikke må åbnes. Sjovt nok har jeg lyst til at åbne det, hver gang jeg bruger det toilet 🙂

    • Lise Halskov siger:

      Hej Emil

      Ha – det er sjovt. Og bestemt værd at tænke på i forbindelse med kommunikation. Der er i hvert fald flere, der tænker ligesom vi og får lyst til at bryde alle reglerne… 🙂

  • >